Bestil fremvisning
Bestil salgsmateriale
Vejlevej 303A, Bramdrupdam
Mere end 200 etage m2 og en stor dobbeltgrund.
Drømmer du om en bolig med masser af plads og fleksible indretningsmuligheder, så er denne rummelige villa i tre plan et oplagt valg. Her kan du skabe den perfekte familievilla – eller kombinere privatbolig med liberalt erhverv i underetagen, som har egen indgang og god plads til formål af forskellig art. Udenfor finder du en stor parklignende have på en dobbeltgrund, der både giver luft og privatliv omkring boligen. En del af haven ligger endda på sin egen matrikel, hvilket giver mulighed for at opføre en ekstra bolig, hvis behovet opstår.
Ejendommen er velholdt og klar til indflytning. Allerede i stueplan bliver du budt velkommen i en indbydende entré, som leder dig videre til hallen med trappe til både 1. sal og underetage. Husets store spisekøkken er indrettet med rigelig arbejds- og opbevaringsplads og har rum til familiens måltider i hverdagen, mens spisestuen med smukt sildebensparket danner den ideelle ramme for større selskaber. Den store vinkelstue med åben pejs giver mulighed for at indrette flere hyggelige opholdsafdelinger, og herfra er der udgang til en rummelig altan med trappe ned til haven. I stueplan finder du desuden et værelse/kontor samt et gæstetoilet.
På førstesalen ligger boligens private afdeling med et stort, lækkert badeværelse med bruseniche og eksklusiv hotelstemning i hverdagen. Det store soveværelse har Velux-vindue, der kan åbnes som franske altaner, og herudover findes et generøst walk-in-område med adgang til ekstra opbevaringsplads i de uudnyttede loftrum.
Underetagen har egen indgang og direkte udgang til haven bag huset. Her ligger også den integrerede garage/værksted samt et praktisk bryggers, et hyggeligt viktualierum og tre store disponible rum med mange anvendelsesmuligheder.
Udenfor er haven anlagt med flere terrasser, små hyggekroge og masser af plads til leg og boldspil. Dertil kommer både carport og et rummeligt udhus, der fuldender de mange muligheder.
Her bor du tæt på både indkøb og børnehave, med kort afstand til skole og samtidig naturen lige på den anden side af vejen. Herfra har du direkte adgang til både golfbanen, Troldhedestien og de skønne grønne områder.
Alt i alt en villa med et væld af muligheder – både til familien, den selvstændige eller den, der ønsker plads og fleksibilitet i hverdagen. Book en fremvisning i dag og oplev boligens mange kvaliteter på nærmeste hold.
-
Tommy Deigaard
Indehaver, Ejendomsmægler, MDE